Ja, vores hjem og min sidste dag på barsel er præget af sygdom men det ændrer heldigvis ikke ved det faktum, at jeg skal på arbejde imorgen tidlig. Det er lidt med følelsen af det forsømte forår at jeg sidder i aften, men mon ikke at jeg når mine "hængepartier" senere. Man har jo lov at håbe ;-)
Aftensmaden blev en pastaret i stor lighed med denne her. Det er den pastaret som vi oftest spiser, specielt når fryseren er godt fyldt med varmrøget laks, men i dag var det med almindelig fersk laks. Yderligere havde jeg ikke fløde, men da køleskabet indeholdt flødeost så røg der lidt af det i og det fungerede helt perfekt.
Beklager det lidt mørke billede, men vi fik en lidt sen aftensmad og så er lyset jo nærmest væk, når vi nu næsten skriver oktober måned.
Nu vil jeg bruge resten af min aften på at tusse lidt rundt, få smurt madpakke, finde navneskilt og hvad jeg ellers skal have med imorgen. Det er helt mærkeligt, at jeg skal igang med madpakker igen - men også lidt hyggeligt når nu også Oskar skal have madpakke med i vuggestuen.
I morgen kommer der intet indlæg på bloggen, da aftensmaden jo allerede er lavet. Opskriften på den lækre kartoffelpore-suppe finder I i indlægget om ugens madplan her.
God aften og et definitivt farvel til barselsboblen ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar