I dag er der en rigtig børneklassiker på menuen. Det er ikke nogen klassisk udgave, da både kødbollerne og sovsen indeholder en masse forskellige grøntsager og krydderier.
Det skulle gå lidt hurtigt, så det hele blev forberedt i min foodprocessor og så bliver det altså ikke nemmere.
En tomatsovs er en god mulighed for, at få sneget grøntsager i både mand og barn, men de bidrager jo også med masser af smag. Smagen er vigtig, specielt når det serveres ovenpå pasta, som jo ikke bidrager med så meget.
Tomatsovsen smager lidt af det begyndende efterår, da jeg brugte et par stykker af de nye og lækre rodfrugter i sovsen. I denne uge har Rema1000 tilbud på forskellige økologiske rodfrugter og de kan købes i løsvægt, så man kan blande en lækker pose. Det måtte alle supermarkeder altså gerne indføre, så man kan variere sine indkøb endnu mere og mindske sit madspild.
Ingredienser
Kødboller
400 g hakket oksekød
1 løg
1 fed hvidløg
1 håndfuld persille
1 håndfuld basilikum
0,5 rød chili
Salt og peber
Tomatsovs
5 store danske tomater
2 løg
2 fed hvidløg
1 rød snack peberfrugt
1 pastinak
1 persillerod
1 lille dåse tomatpure
0,5 rød chili
1 glas hvidvin
Rosmarin, timian og basilikum
Salt, peber og sukker
1 dl fløde
Parmesan
1. Hvidløg og løg hakkes i foodprocessoren og brunes herefter i en gryde i lidt olie. Herefter køres de resterende grøntsager også i foodprocessoren, og tilsættes til gryden med løgene. Sovsen bringes i kog, hvorefter fløde og diverse krydderier tilsættes. Sovsen simrer nu, mens kødbollerne forberedes.
2. Alle ingredienserne til farsen køres i foodprocessoren og ud af farsen formes små kødboller. Kødboller steges på en pande i olivenolie og de skal have farve på alle sider. Når kødboller har fået farve, men ikke er helt gennemstegte, hældes de i tomatsovsen.
3. Her simrer kødbollerne færdig mens pastaen koger.Velbekomme.
Det var en dejlig nem aftensmad, og vi spiste kun halvdelen, så resten endte i fryseren. Det er skønt med et nemt måltid i fryseren, det bliver nok tiltrængt når vi inden længe skal møde den rigtige hverdag. Oskar elsker som alle børn, men sødmen i tomatsovsen passede ham også godt. Dejligt.
Nu ligger vi begge to på langs herhjemme på sofaen og spiser lidt af weekendens dessert-rester. Ja, vi kan godt lide rester her i huset;-)
God aften.
hvor stor en posion er det
SvarSletJa, beklager men er simpelthen så dårligt til at få skrevet hvor mange portioner opskrifter rækker til ;-)
SvarSletDet er til 3-4 personer alt efter hvor meget tilbehør i form af evt. salat du serverer. God fornøjelse og tak fordi du læser med. mvh Matilde