Sider

onsdag den 30. oktober 2013

Pasta med fyldt schnitzel og tomatsovs.

Jeg havde et par skinkeschnitzler i fryseren, som efterhånden trængte til at blive spist. Da jeg ikke lige havde lyst til, at spise dem på traditionelvis måtte jeg jo sætte gang i hjernevindingerne, så de kunne blive brugt på anden vis. Det blev derfor en schnitzel rullet omkring friske krydderurter og revet citronskal, hverefter de skulle serveres med tomatsovs til frisk pasta. 
Tomatsovsen var en kærkommen mulighed for at få tømt lidt ud i grøntsagsskuffen, da der var en bakke cherrytomater og en rød peber, som bestemt havde set bedre dage. De kom derfor til at udgøre basen i min sovs og det blev en god en af slagsen, så god at Oskar spiste den som suppe ;-)

Ingredienser
2 skinkeschnitzler 
1 bk. cherrytomater
1 løg
1 rød peberfrugt
2 fed hvidløg
1 dl vand
Frisk timian, persille, basilikum og oregano
Citronskal
0,5 dl fløde
1 spsk sukker
Olie, salt og sort peber

1. Hvidløg og løg finthakkes i foodprocessoren, hvorefter det sauteres i en gryde i lidt olie. I mens finthakkes tomater og rød peberfrugt, og det hældes over i gryden til de sauterede løg. Der tilsættes 1 dl vand, de forskellige krydderurter og fløden. Sovsen simrer nu under låg og smages til med sukker, salt og peber - tilsæt evt. lidt grøntsagsboullion.
2. Alt imens sovsen simrer forberedes schnitzlerne. Hver schnitzel bankes tyndere og krydderes med salt og peber. Herefter fordeles lidt af de forskellige krydderurter og citronskal oven på schnitzlen, som derefter rulles og hæftes med en kødnål. 
3. En stegepande opvarmes og kødrullerne brunes på alle sider i lidt olie. Herefter skal kødrullerne simre videre i tomatsovsen i 25 minutters tid, hvorefter kød og sovsen serveres til en portion frisk pasta. Velbekomme.


Det var en virkelig veltilpas Oskar som spiste aftensmad i dag. Han er som så mange andre børn, helt vild med pasta. Han har for ganske nyligt lært, at suge et langt stykke pasta ind i munden uden at bruge hænderne. Det lykkedes for det meste, men det ser simpelthen så skægt ud ;-) Selve tomatsovsen var som nævnt en succes, men den var også cremet, fyldt med smag og så havde den en let sødme fra tomaterne. Selve sovsen kunne spises alene til pasta, men den kunne også bruges som tilbehør til forskellige kødrester fra dagen før. 
Nu står den på couchsurfing - der findes intet bedre men skal vist forsøge, at komme lidt tidligt i seng, da Oskar og jeg jo skal tidligt op imorgen. 
God aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar