Sider

mandag den 23. september 2013

Forloren hare

Ja, det kan vist ikke blive mere mormor-agtigt, men dermed ikke sagt at det en dårlig ting. Vi spiser sådan set aldrig forloren hare, men kan da erindre at det er blevet serveret i ny og næ i mit barndomshjem. Jeg har aldrig selv lavet det, men der skal jo være en første gang for alting, så igår slog det mig at det skulle på menuen i denne uge. 
En rigtig hare er det jo ikke, deraf navnet, men selve farsbrødet skal formes som selve hareryggen. Det skal være sådan en aflang smal form og så skal den barderes med bacon i rigelige mængder. Jeg kan i hvert fald ikke se noget dårligt i det, men mindre man spørger Sundhedsstyrelsen ;-)
Jeg lavede en kæmpe portion, da der så både ville være til frikadeller til Oskars madpakke og overskud af selve "haren" til sandwich senere på ugen.
I aften serveres "haren" med kartoffel/grøntsagsmos da det er Oskars favorit, mens der mere traditionelt serveres almindelig kogte kartofler. Det passer dog også mig fint med, at dagens grøntsager ryger i kartoffelmosen, så skal jeg ikke lave salat ved siden af. Eller rettere sagt det gider jeg ikke i dag ;-)  

Ingredienser
800 g hakket kalv og flæsk 3-7 %
2 løg
1 dl rasp
2 æg
3,5 dl mælk
1 dusk frisk timian
Masser af sort peber og salt

2 pk. skivet bacon
5 dl vand
1 dl fløde
Saucekulør
Ribsgele

1. Løgene pilles og sammen med timian hakkes det fint i en foodprossor. Herefter tilsættes de resterende ingredienser og farsen køres indtil den er glat og lind. Selve farsen skal være lindere end en normal frikadellefars, så "haren" ikke bliver tør under bagningen.
2. Ovnen tændes på 180 grader.
3. På et stort stykke folie ligges bacon i forlængelse af hinanden med et overlap på en halv centimeter. Oven på "bacon-klædet" fordeles farsen i midten og vha. af folien fordeles baconen rundt om farsen. Tilsidst løftes "haren" ned i et ildfastfad og sættes i ovnen, hvor den bages i 20 minutter. 
4. Efter de 20 minutter hældes vandet ned i bunden af det ildfaste fad, og stegen får yderligere 10-20 minutters tid. Den forlorne hare er færdig når der løber klar saft fra stegen når man stikker i den med en kødnål. Hvis baconen ikke er brunet tilstrækkeligt, så give den et par minutters grill, men pas nu på for det går hurtigt.
5. Når kødet er færdigt, hældes skyen fra og kødet hviler mens der arbejdes på sovsen. Skyen hældes gennem en si og skyen skummes for fedt. Skyen hældes i en gryde sammen med fløde eller mælk, koges op og smages til med salt, peber og lidt ribsgele. Jævnes med lidt maizena.
6. Velbekomme.


Mormor-mad er nu ikke så ringe og Oskar en ordentlig portion og var svært tilfreds med "selv" at kunne hjælpe med at spise. Han er efterhånden ved at være god med både ske og gaffel, dog er det fortrukne redskab altså stadig klør fem.
Mosen bestod af kartoffel, persillerødder, gulerødder og broccoli. Nemt og smagfuldt, men lidt mere rustikt end almindelig kartoffelmos. 
Det eneste som manglede var en smule knust enebær i "haren", da det ofte er et krydderi som bruges til vildt. Det plejede min mor at bruge i hendes udgave og jeg var ikke så vild med det som barn, da jeg mente det smagte af grantræ. Gad vide om jeg nogen har smagt grantræ - det kræver vist nærmest et besøg på Noma. 
Nu venter resten af "haren" i køleskabet, hvor den på onsdag skal bruges i en sandwich og dermed en dejlig og nem aftensmad.
God aften.

1 kommentar:

  1. Ovennævnte er nogenlunde det samme som jeg har lært hjemmefra, dog bruger jeg dog ikke løg i forloren hare.

    SvarSlet