I lørdags havde vi inviteret vores familie til frokost, da vi skulle fejre at ham den frække Oskar fyldte 1 år.
Desserten var en isvaffel og en lagkage, som blev nydt sammen med en kop kaffe.
Jeg havde lavet 4 slags is, og de blev alle lavet efter samme opskrift men med forskellige smagsgivere. Det blev til følgende varianter; helt almindelig vanilje, lakrids, choko-mint og sidst men ikke mindst pistacie.
Jeg skriver her opskriften på pistacie-isen, da den adskiller sig lidt i fremgangsmåden fra de tre andre slags. Denne hjemmelavede udgave af pistacie-is har en fin og let brunlig nuance. Den ligner på ingen måde de sminkede udgaver man finder i frysedisken i supermarkedet og smagen kan på ingen måde sammenlignes.
Ingredienser
2 dl usaltede pistacienødder
2,5 dl fløde
2,5 dl mælk
100 g sukker
6 pasteuriserede æggeblommer
1. Pistacienødderne finthakkes og ristes let i en gryde. Herefter tilsættes mælk og fløde og det hele bringes i kog. Blandingen skal nu simre indtil nødderne er bløde. Det tager omkring 20-30 minutter, men pas på at det ikke brænder på i bunden af gryden.
2. Æggeblommer og sukker røres helt hvidt og luftigt.
2. Nødde-blandingen hældes nu i en blender eller foodprocessor og væsken sies i en fin sigte.
3. Den stadig varme væske hældes under omrøring ned i de piskede æggeblommer, og det hele hældes tilbage i gryden igen. Væsken skal nu kun lige bringes i kog under omrøring, så væsken jævnes, men det er vigtigt at det aldrig kommer til at koge. Kogning vil medføre at væsken skiller og bliver grynet.
4. Nu nedkøles isvæsken og den kan nu køres på en ismaskine og alternativt puttes den i fryseren, hvor den omrøres hyppigt de første par timer. Gerne med 15 minutters intervaller for, at undgå alt for store iskrystaller i ismassen.
Jeg har ingen ismaskine og der blev derfor i ugen op mod Oskars fødselsdag rørt i store mængder is. Jeg gør det gerne igen for det er bestemt umagen værd.
Pistacie-isen var dejlig mild og min mand mente, at den godt måtte produceres en anden god gang, så det er skrevet bag øret. Måske man skulle ønske sig en ismaskine eller vil det være for farligt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar