Jeg havde et stykke bacon liggende i køleskabet fra sidste uges Carbonara, og det var altså årsagen til, at noget lignende også skulle på denne uges madplan. Det var planlagt til i tirsdags, hvilket i stedet blev til en omgang flæskesteg hos mine forældre, så i dag var det altså tid til pastaen. Kylling med sesam bliver vist flyttet til næste uge, da vi imorgen aften skal have resterne af den Ungarnske gullashsuppe. Suppen kan sådan set godt fryses, men kartoflerne bliver bare knap så lækre efter en tur på frost, så det bliver altså fredagsmaden.
Ingredienser
100 g bacon, skåret i grove tern
250 g champignon
1 lille løg
1 dl ekstra fine ærter
2 fed hvidløg
1,5 dl madlavningsfløde
0,5 dl revet parmesan
Frisk hakket basilikum, lidt rosmarin
Sort peber og salt
Pasta
1. Baconen skæres i grove tern og steges sprøde på en stegepande, hvorefter baconen ligges på fedtsugende papir. Stegepanden stilles til side og det overskydende fedt hældes fra, således at der kun er en spiseskefuld tilbage til at stege videre i.
2. Champignon vaskes og skæres i skiver, hvidløg og løget hakkes.
3. Pasta sættes over og når der er 10 minutter kogetid tilbage, sættes stegepanden tilbage på komfuret. Løg, hvidløg og champignon steges, hvorefter fløde og ost tilsættes og lidt af de forskellige krydderurter. Sovsen simrer lidt videre og halvdelen af baconen og ærterne tilsættes og simrer med.
4. Når pastaen er færdig vendes den i sovsen og retten serveres straks med en drys bacon og hakket basilikum. Velbekomme.
Nem og lækker aftensmad, som hurtigt blev bikset sammen, hvilket altid er et stort plus. Det var en rigtig bastard Carbonara, men dog en udgave som kunne spises med lidt bedre samvittighed, da portionen her jo gav os godt med grøntsager.
Nu vil jeg videre med mit vasketøj, for bunken bare vokser støt dag for dag og jeg må tilstå, at et vuggestuebarn bestemt ikke gør bunken mindre. Håber I andre skal bruge aftenen til alt andet end vasketøj ;-) God aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar