Ja, den unge mand ved endnu ikke, at hans mor har været i køkkenet for at bage til ham - han ligger nemlig og sover. Det er en sand fornøjelse for os begge to, at få sådan et formiddagsbreak. I dag er første dag efter ferien, hvilket vil sige at det er første dag i næsten 3 uger, hvor kun mor er hjemme hele dagen. Mon ikke ham Oskar kommer til at savne sin far.
Oskar har en periode hvor han ikke spiser ret meget, og det som han spiser skal være noget han selv kan indtage ved hjælp af en ske eller med gaffel. Når man kun er 11 måneder gammel, så kan det derfor være svært at få spist tilstrækkeligt, da specielt det at spise med ske kræver en vis finmotorik og maden ender derfor oftest på gulvet.
Jeg har derfor bagt nogle små hånd- og mundrette kiks til Oskar, som han kan spise helt selv uden nogen indblanding fra hans forældres side;-) Jeg er ikke i tvivl om, at de bliver en succes her til eftermiddag, hvor han får en kiks sammen med lidt frisk frugt og græsk yougurt.
Opskriften fandt jeg på den altid børnevenlige blog Valdemarsro, men jeg har dog lavet et par ændringer i forhold til Ann-Christines oprindelige opskrift.
Opskrift( 50 stk)
50 g blødt smør
50 g rapsolie
2 dl hvedemel
3 dl havregryn
0,5 dl rørsukker
1 dl kogende vand
0,5 tsk bagepulver
0,5 tsk havsalt
Et drys kanel og et drys vanillepulver
1. Alle ingredienserne røres hurtigt sammen med en grydeske, hvorefter dejen stilles på køl i en lille times tid.
2. Ovnen tændes på 180 grader og dejen tages ud af køleskabet.
3. Dejen rulles ud mellem 2 stykker bagepapir og kikse stikkes ud med enten et glas, en kageudstikker eller skæres i firkanter. Kagerne sættes på en bageplade og prikkes med en gaffel. Bages 15-20 minutter til de er lækre sprøde og gyldne.
I forhold til den oprindelig opskrift byttede jeg halvdelen af smørret ud med rapsolie.
Jeg kan godt lide, at Oskar får flere forskellige slags fedtstoffer, og olie fungerer ganske fint i kiks og kager. Disse kiks er ikke nogen Oskar skal spise flere af hver evige eneste dag, men som en del af en varieret kost er der bestemt også plads til sådan en kiks. Jeg vil hellere, at han spiser noget som jeg har bagt end de "lette" løsninger som kan købes i supermarkederne.
Næste gang der skal bages kiks herhjemme vil jeg skrue op for krydderierne og eventuelt søde med lidt honning i stedet for sukker. Nu er der i hvert fald kiks på lager, hvilket passer meget godt da oskar inden længe skal starte i vuggestue. Det må da være skønt at få en kiks,når man kommer hjem efter en lang dag i vuggestue.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar