Jeg har aldrig lavet pistacie-is før, men fandt inspiration til denne på diverse hjemmesider og blogs. Isen skulle være en rigtig pistacie-is, altså en is som rent faktisk havde set en pistacienød, så derfor købte jeg en stor portion nødder. Selve isen skulle ikke indeholde nødder, men de skulle afgive smag til selve ismassen. Man laver en slags nøddemælk, og sier de hakkede nødder fra. Jeg kunne dog ikke nænne, at smide de hakkede nødder ud og de røg derfor i køleskabet.
I dag skulle derfor være dagen, hvor der skulle eksperimenteres med en pistacie-mazarinkage og det er nu egentligt lykkes meget godt.
Ingredienser
300 g pistacie-nødde-pulp
50 g smør
1 dl sukker
2 spsk hvedemel
3 æg
Kornene fra en vaniljestang
1. Alle ingredienser blendes i foodprocessor til konsistensen er helt glat. Hældes i et ovnfastfad(12x12) foret med bagepapir og bages ved 160 grader i 40 minutter.
2. Serveres afkølet og lagt sammen med en klat chokoladeganache og et drys citronskal.
Der er ikke noget mere tilfredsstillende end, at få brugt sine rester og specielt ikke når det bidrager med lidt sødt til eftermiddagstheen.
Jeg købte i weekenden 200 g usaltede pistacienødder og det gør nu, at jeg har lidt kage til fryseren og 1 liter pistacie-is. Win-Win.
Nødderne købte jeg i Århus, hvor der på hjørnet mellem Guldsmedegade og Klostergade ligger en grønthandler, som altid har billige nødder. Jeg fik 200 g usaltede pistacienødder for 50 kr, hvilket i mine øjne er smadder billligt.
Jeg vil videre i dagens program, og aftensmad bliver vist ikke det helt store da jeg fortsat er godt mæt efter dagens frokost.
God aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar