Sider

torsdag den 12. september 2013

Scones med vanilje, chokolade og marshmallows

Jeg har under min barsel opbygget en solid afhængighed af chokoladescones og helst dem fra Salling her i Århus. Det er derfor godt, at vi nu er flyttet lidt væk fra storbyens fristelser, men så må man jo klare sig selv. Denne udgave bliver på ingen måde en af de traditionelle udgaver og tænker at en englænder vil rykke på næsen, men dem om det. Jeg havde til Oskars fødselsdag købt en pose mini marshmallows og havde faktisk præsteret at glemme dem. Oveni denne redelighed, havde jeg faktisk også glemt hvad de var tiltænkt til på hans første fødselsdag, så der kunne de jo lige så godt ryge sammen med mørk chokolade i en omgang scones. Scones er heldigvis dejligt nemme lige, at smide sammen og det passede godt da jeg har Oskar hjemme fra vuggestuen i dag. Hans humør er ikke det bedste, så det er rart med noget som ikke kræver alt fravær af hans mor. En dej som krævede alt for meget håndtering ville ikke rigtigt være muligt i dag, da alt gerne skal opleves fra mors arm.
Af denne opskrift fik jeg 12 store og 6 små scones, så der er også nogen til fryseren. Dejligt.

Ingredienser
100 g hvid hvede
400 g hvedemel
3 tsk bagepulver
50 g sukker
1 vanillestang
1/2 tsk fint salt
125 g blødt smør
2 æg
1 dl piskefløde
1,5 dl mælk
100 g mørk chokolade, groft hakket.
50 g skumfidusser

1. Mel, kornene fra vanillestangen, sukker, salt og bagepulver røres sammen i en skål, hvorefter den bløde smør smulres i melet. Herefter tilsættes æggene, og dejen samles med mælken og fløden. 
2. Skumfidusser og chokolade røres nu i dejen, som bagefter æltes glat og smidig evt. med lidt ekstra mel. Dejen hviler nu 30 minutter på køkkenbordet og ovnen tændes på 200 grader.
3. Dejen rulles ud så den får en tykkelse på omkring 1,5 - 2 cm, hvorefter der udstikkes scones i en ønsket diameter. Jeg lavede to størrelser både 8 cm og 5 cm, og bagefter ligges scones´ne på et bageplade beklædt med pagepapir. De bages i 12-15 minutter til de er gyldne og gennembagte. Afkøles på en bagerist.


Det er lææænge siden jeg sidst har bagt scones, men de blev faktisk bedre end Sallings - så ingen klager herfra. Marshmallows´ne gjorde ikke den store forskel, men gav alligevel et let karamelliseret ydre, men det er altså vaniljen som gør hele forskellen. Opskriften kunne også godt klare en teskefuld vaniljesukker eller to, da det gør de fine boller lidt sødere. 
Jeg spiste en enkelt af de små med et lag køligt smør, mens resten kom i fryseren til en anden god gang.
Oskar har sovet meget lidt i dag, da han nu også hoster så inden længe ryger han ud i bilen og så kører jeg ind til Magasin. Jeg skal nemlig lige have byttet et par støvler som jeg fik af mine forældre i fødselsdagsgave, det må han trækkes med, sygdom eller ej for han er ikke specielt hyggeligt selskab ;-)
God dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar