Ja, i denne uge har der været stilhed på bloggen, hvilket blandt andet skyldes at Oskar endnu engang har været syg. Oskar er forkølet og har haft feber, men heldigvis har mine forældre kunnet hjælpe med pasning i et par dage. Lige siden jeg startede på arbejde igen har jeg fungeret som klinisk vejleder for sygeplejestuderende på min afdeling, så det er lidt svært for mig, at blive hjemme. De kære studerende skulle jo gerne have en dag med deres vejleder i løbet af ugen, så denne uge har krævet lidt omrokering og lidt ekstra timer hist og pist. Sådan kan det gå, men nu er Oskar heldigvis feberfri omend stadig en smule pylret, men ser frem mod den næste uge med fravær af sygdom.
Vi har bestemt fået mad i denne uge, men der har hverken været tid til at tage billeder eller skrive indlæg, så I har desværre ikke fået del i ugens "kyllingemaraton".
Mandag fik jeg blandt andet kogt den sidste store hane fra Hopballe mølle og denne hane har bespist os to voksne til 3 aftensmåltider. Oskar har på trods af en ellers ganske børnevenlig menu ikke spist ret meget, og det bedste vi har kunnet servere har været havregrød eller risengrød.
I går aftes var det så tid til tarteletter og jeg lod mig inspirere af Arlas opskrift her, selvom jeg lavede opskriften på slump, så var fremgangsmåden lig denne opskrift.
Jeg elsker tarteletter, men kun hvis fyldet er lavet fra bunden, men på trods af dette er det noget vi meget sjældent får herhjemme. Oskar gik helt i sort da han fik serveret en tartelet igår, han nægtede ganske enkelt at smage på maden og ville allerhelst kaste med dem istedet. Om det skyldes sygdom, manglende lyst til tarteletter eller om han bare selv ville bestemme menuen det vides ikke. Vi andre spiste dog med stort velbehag.
Om et par timer går turen nordpå, hvor der er julefrokost for hele familien på min mors side, hvilket vi alle glæder os til. Min moster og onkel ligger hus til i år og der vil som sædvanligt blive serveret lækker mad. Mums.
God weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar